Torsdag den 6. februar 2025

kl. 16.00 - 16.30 Generelforsamling

Kl. 16.30 - 18.30 Gå-hjem-møde om Indsattes adgang til sundhedsydelser   

Mathilde Carøe Munkholm, ph.d.-stipendiat ved på Juridisk Institut på Syddansk Universitet har udgivet flere artikler om indsattes ret til sundhedsbehandling. Oplægget vil tage udgangspunkt i denne ret i henhold til menneskerettighederne og dansk lov. Som en gruppe af indsatte, hvor særlige forhold gør sig gældende, vil hun komme ind på udvisningsdømtes adgang til sundhedsbehandling. Den juridiske ramme suppleres af etnografiske data, som skal give indblik i, hvordan indsatte oplever adgangen til sundhedsbehandling i et fængsel. Ditte Skovdal, der er overlæge, leder af Sundhedsenheden og områdechef for sundhed i Kriminalforsorgen Øst, vil give indblik i forpligtigelserne og hverdagen som sundhedsfaglig medarbejder i kriminalforsorgens institutioner. Oplægget vil således indeholde en beskrivelse af de sundhedsfaglige tilbud, der findes i kriminalforsorgens fængsler, samt hvordan det sundhedsfaglige personale arbejder i krydsfeltet mellem at skulle tilbyde sundhedsbetjening svarende til det øvrige samfunds, have mulige begrænsninger af sikkerhedsmæssige årsager samt tage i betragtning når man henviser til en læge ude af huset, om en behandling eller udredning uden gene kan vente til løsladelse eller mere gunstige afsoningsvilkår. Oplæggene rundes af med en fælles diskussion.
 

Tirsdag den 25. marts kl. 17.00 til 19.00 gå-hjem-møde om Unge og online kriminalitet

Unges veje ind og ud af kriminalitet – hybriddigitale muligheder?

På baggrund af en række kvalitative og kvantitative studier af unges kriminalitet vil professor i sociologi ved Københavns Universitet Jakob Demant undersøge, hvordan nye digitale strukturer påvirker unges kriminelle adfærd og afvigelser. Oplægget indledes med et overblik baseret på data fra Ungeprofilundersøgelsens survey. Her tegner der sig også i Danmark et markant overlap mellem offline og online kriminalitetsformer, såvel som udspaltning af mere rene digitale grupper. Dernæst belyses, hvordan sociale medier og deres algoritmiske strukturer kan fungere som veje ind i kriminalitet. Dette inkluderer de særlige fællesskaber og chatgrupper, der udgør internettets mere skyggefulde sider.

Københavns Politi sætter unges digitale liv på dagsordenen

Baseret på en igangværende indsats "Den Sikre Side" målrettet børn og unge vil politikonsulent med diplombachelor i kriminolog, Peter Fløe, politiassistent og socialrådgiver, Line Wind, fra Københavns Politis Forebyggelsesafdeling adressere nogle af de mest centrale udfordringer, som børn og unge møder i deres digitale hverdag. Oplægget vil præsentere konkrete eksempler på konsekvenserne ved ulovlig billeddeling og kontakt fra fremmede, samt hvordan de unge, som Forebyggelsesafdelingen er i dialog med, ofte reagerer på disse situationer. Med baggrund i den igangværende indsats, vil oplægget fokusere på de unges perspektiv på de oplevede kriminalitetsformer, de unge støder på, når de er online. Slutteligt vil oplægget klarlægge kriminalitetsbilledet inden for det digitale område, herunder eksempler på hvordan børn og unges digitale liv ses afspejlet i en politimæssig kontekst anno 2025.