Afholdte møder 2019

Torsdag den 28. november 2019 kl. 17.00 til 19.00

Gå-hjem-møde: Kan bedre behandling forebygge kriminalitet blandt psykisk syge?

I maj 2019 blev rapporten ”Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af psykisk syge og kriminalitet? – En analyse med henblik på forebyggende tiltag” udgivet i et samarbejde mellem Danske Regioner og Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik. Rapporten undersøger på baggrund af mentalundersøgelser udarbejdet i sidste halvår af 2016, hvorvidt psykisk syge, der har begået kriminalitet, har modtaget tilstrækkelig psykiatrisk behandling op perioden op til det påsigtede forhold. I 74 % af tilfældene blev det vurderet, at bedre behandling muligvis kunne havde forebygget den begåede kriminalitet. Dette har afstedkommet en række anbefalinger fra Danske Regioner, der blev offentliggjort i oktober i år. Overlæge på Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, og forfatter af rapporten, Gitte Ahle, vil gennemgå rapportens resultater, mens Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, vil fortælle om det videre arbejde med de udarbejdede anbefalinger.

 

Rapport om mentalundersøgelser

Anbefalinger til kriminalitetsforebyggende indsatser målrettet mennesker med psykisk sygdom

 

Se Gitte Ahles oplæg her

Se Anders Meinert Pedersens oplæg her

Onsdag den 23. oktober 2019 kl. 17.00 til 19.00

Gå-hjem-møde om Ungdomskriminalitetsnævnet - Forebyggelse af kriminalitet blandt 10 til 17-årige

Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet pr. 1. januar i år som led i ungdomskriminalitetsreformen. Nævnet træffer afgørelse, når en sag er blevet henvist fra politiet (10 til 14-årige) eller fra domstolene (15 til 17-årige).  Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte et skræddersyet forbedringsforløb for barnet eller den unge med henblik på at få barnet eller den unge ud af kriminalitet. Nævnet kan også fastsætte en straksreaktion af opdragende eller genoprettende karakter. Hvordan er den første tid gået? Sekretariatschef Marianne Schmidt giver et indblik i sagernes behandling. Nævnsmedlemmerne Pernille Bird, leder af ungeteamet i Fredensborg Kommune, og Bjørn Poulsen, politikommissær i Nordsjællands Politi, deler deres erfaringer fra nævnets første tid.

Se powerpoints fra oplægget her

Torsdag den 3. oktober 2019 kl. 17.00 til 19.00

Gå-hjem-møde om Psykisk Vold

Den 26. marts 2019 vedtog Folketinget en selvstændig bestemmelse om psykisk vold i straffeloven, således at psykisk vold i nære relationer kan straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Vicestatsadvokat, Gyrithe Ulrich, vil i denne forbindelse præsentere de juridiske og strafferetlige perspektiver i forhold til den nye lovgivning.

Se oplæg her

Direktør for Danner, Lisbeth Jessen, vil diskutere om, hvad denne kriminalisering betyder for voldsramte, både i tal og prosa, samt hvordan man har arbejdet med emnet fra en NGO vinkel.

Se oplæg her

Nylig dom på feltet

 

 

 

Onsdag den 4. september 2019 kl. 17.00 til 19.00

 

Gå-hjem-møde om Et Viktimologisk Blik på Voldtægtssagen i Retssystemet

 

Retssystemets udfordringer i voldtægtssager har løbende været drøftet. Spørgsmålet forventes at få ny aktualitet i forbindelse med at Straffelovsrådet i efteråret 2019 afgiver en betænkning med forslag til en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse. Tine Søberg Specialkonsulent ved Nationalt Forebyggelsescenter Rigspolitiet, Michael Lind, efterforsker ved Sydøstjyllands Politi og Gyrithe Trautner Ulrich vicestatsadvokat ved Statsadvokaten i København fortæller om voldtægtssagens særlige karakter og udfordringer i retssystemet. De spørgsmål oplæggene berører er blandt andet, hvorfor der er så store mørketal på voldtægtsområdet, hvorfor der er større sandsynlighed for sekundær viktimisering i voldtægtssager sammenlignet med andre typer af straffesager, hvordan traumereaktioner og reviktimisering kan forstås, og hvordan denne viden kan inkorporeres i efterforskning, retssagsbehandling og forebyggelse.

 

 

Torsdag den 23. maj 2019 kl. 17.00-19.00

Gå-hjem-møde: Unges kriminalitet på internettet

På mødet præsenteres to perspektiver på unges kriminalitet på internettet.

Oplæg ved lektor i Sociologi ved Københavns Universitet Jakob Demant vil genbesøge Balvigs tese om de lovlydige unge og svare på, hvordan det ser ud nu. Dette gør han med udgangspunkt i data fra ungeprofilundersøgelsen, samt en række egne studier i digital risikoadfærd, darknet-kriminalitet, handel med illegale stoffer på sociale medier og ulovlig billeddeling. Den digitale form for kriminalitet og risikoadfærd er ikke knyttet til nye grupper. Det vi ser, er at de samme, relativt få, unge begår alle former for kriminalitet på tværs af online/offline skel.

Oplæg ved lektor i Strafferet og Straffeproces ved Aarhus Universitet Nicolaj Holst. Oplægget vil beskrive de strafferetlige og socialretlige aspekter af børns og unges deling af seksualiserende billeder og film på nettet. De fleste regler om beskyttelse af personlig og seksuel integritet er lavet før internettets almindelige udbredelse, hvilket kan give nye udfordringer. Det gælder vedrørende såvel de almindelige strafferetlige regler som regler om beslaglæggelse og efterfølgende konfiskation af ulovligt materiale mv. Der vil blive taget udgangspunkt i det såkaldte Umbrella-sagskompleks, og den nyeste Højesterets praksis.

 

Torsdag den 25. april 2019 kl. 17.00 til 19.00

Gå-hjem-møde: Omrejsende Kriminelle

Oplæg ved lektor Peter Kruize, Det Juridisk Fakultets Forskningscentre på Københavns Universitet, der præsenterer en analyse af, hvordan turisternes (personer uden fast adresse i Danmark) andel i antallet af sigtelser for - og afgørelser om straffelovskriminalitet har udviklet sig siden årtusindeskiftet, og hvordan denne udvikling kan fortolkes.

Se powerpoints fra oplægget her

Oplæg ved politiinspektør Mikael Henrik Wern, Nationalt Efterforskningscenter i Glostrup, der fortæller om, hvorledes Dansk Politis indsats mod kriminalitetsområder er forankret. Herunder vil det blive adresseret, hvorledes man analytisk og efterretningsbaseret håndterer udfordringerne, og hvorledes man organisatorisk og styringsmæssigt har forankret indsatsen.

 

Onsdag den 3. april 2019 kl. 17.00-19.00

Gå-hjem-møde om konsekvenserne ved overgangen: Fra integrationspolitik til hjemsendelsespolitik

Lektor Peter Starup, Syddansk universitet vil med udgangspunkt i de seneste års politiske og retsvidenskabelige debat belyse fronterne i dansk udlændingeret, når det kommer til at skille sig af med flest muligt af de ”principielt uønskede” udlændinge. Senest i form af det såkaldte paradigmeskifte, der bl.a. tager sigte på at intensivere inddragelse af flygtningens opholdstilladelse og nedsætte de laveste sociale forsorgsydelser (nu omdøbt til selvforsøgelses- og hjemrejseydelse).

Fhv. fængselsinspektør Bodil Philip rejser spørgsmålet om forholdene på udrejsecentret Kærshovedgård er i strid med menneskerettighedskonventionens art. 3 og 5 om forbud mod nedværdigende behandling og retten til frihed.

 

Onsdag den 20. marts 2019 kl. 17.00-19.00

Gå-hjem-møde: Unges kriminelle adfærd på nettet

Oplæg ved lektor Jakob Demant, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Den lovlydige ungdom 2.0. Hvordan har kriminalitetsbilledet ændret sig i vores samfund? Oplægget vil genbesøge Balvigs tese om de lovlydige unge i denne ramme og svarer på, hvordan det ser ud nu med udgangspunkt i data fra Ungeprofilundersøgelsen samt en række af egne specifikke studier i digital risikoadfærd, darknet-kriminalitet, handel med illegale stoffer på sociale mediet og ulovlig billeddeling. Den digitale form for kriminalitet og risikoadfærd er ikke knyttet til nye grupper. Det vi ser er, at de samme, relativt få, unge begår alle former for kriminalitet på tværs af af online/offline skel.

Se oplæg

 

Oplæg ved videnskonsulent Flemming Wridt Jensen og udviklingskonsulent Ninna Lagoni Heide Hansen, Det Kriminalpræventive Råd. Unges kriminalitet på nettet: Hvor peger forebyggelsespilen hen? Kort opsummering af hovedlinjer i forskningen på området og i dansk praksis og refleksion over, hvilken retning det forbyggende arbejde bør tage fremover.

Se oplæg

Tirsdag den 12. februar 2019 kl. 16.00-19.00

Generalforsamling og efterfølgende gå-hjem-møde om Nettets veje og vildveje

16.00 - 17.00: Generalforsamling for foreningens medlemmer.

17.00 - 19.00: Gå-hjem-møde

 Oplæg ved Simone Molin Friis, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Simone Molin Friis har skrevet ph.d. om Islamisk Stats brug af propaganda og online kommunikation. I dette oplæg gennemgås Islamisk Stats mediestrategi og fortæller om propagandaens indhold og funktion.

Oplæg ved repræsentant fra Rigspolitiet. Radikalisering og ekstremisme udfordrer demokratiet – også på nettet. Med afsæt i online magasinet »Nettets vildveje – om løgn, manipulation og propaganda online« sættes der fokus på, hvilken rolle internettet kan spille når unge drages ind i ekstremistiske miljøer. Tematisk berøres algoritmisk kuratering, propaganda, grooming, trolde, bots mm. Hør bl.a. historien om en unge pige, som blev groomet online og endte på vildveje. Magasinet er udgivet af PET, Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og Medierådet for Børn og Unge. Link til online magasinet "Nettets Vildveje"