Foreningens historie

Dansk Kriminalistforening er grundlagt i 1899 af en gruppe yngre jurister og læger, alle tilhængere af den nyere sociologiske skole, der i opposition til den rådende klassiske retning ønskede individualiserende behandling af den enkelte forbryder efter hans personlige egenart og ikke kun den begåede forbrydelse.


De væsentlige af foreningens stiftere var professor i strafferet Carl Torp og den senere rigsadvokat August Goll, foreningens to første formænd til deres død i henholdsvis 1929 og 1936. Foreningen kom til at spille en stor rolle i den kriminalpolitiske debat, således i oppositionen mod justitsminister Albertis pryglelovsforslag i 1903 og ved fremkomsten af den nye straffelov af 1930, som i høj grad blev konciperet af Torp, medens Goll spillede en vigtig rolle ved lovens gennemførelse.

Igennem årene blev alle betydelige kriminalpolitiske spørgsmål drøftede på foreningens årsmøder, efter 1943 også i datterforeningen Dansk kriminologisk Selskab, grundlagt af foreningens fjerde formand Stephan Hurwitz sammen med kriminologen Karl O. Christiansen.

 

I 1935 igangsatte Goll sammen med repræsentanter for de øvrige nordiske landes kriminalistforeninger et nært samarbejde mellem alle de nordiske foreninger, særlig ved de periodiske nordiske kriminalistmøder, der nu foregår med 3 års mellemrum. Udover møderne føres en stor del af debatten i Nordisk Tidsskrift for Strafferet, fra 1949 Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, der udgives i København og siden 1949 har været fælles medlemsblad for alle de nordiske kriminalistforeninger. Foreningen er stadig mødested for alle med interesse for strafferet og kriminologi, både praktikere og universitetsfolk.